»Professionel alien-jæger« på CVet
SKOTLAND: Edinburgh University tilbyder nu et kursus lidt ud over det sædvanlige.
Universitet, der er anerkendt som et af de mest prestigefyldte i verden, har lanceret en række gratis kurser på internettet, herunder »Astrobiologi og Jagten på Udenjordisk Liv«, skriver en række skotske medier, herunder news.scotsman.com.
Kurset vil blandt andet udforske mulige metoder til at opdage liv på planeter, der minder om Jorden, samt konsekvenserne af, når - eller hvis - det lykkes at opnå nærkontakt med en fremmed civilisation af femte grad - en betegnelse for direkte kontakt med mystiske væsner.
I spidsen for det seks uger lange kursus er professor i astrobiologi ved Edinburgh University, Charles Cockell.
- Kurset er en introduktion til astrobiologi. Det udforsker universitets oprindelse, livets evolution og dets potentiale til at eksistere andre steder, skriver professoren på universitetets hjemmeside.
»Gedemand« risikerer liv og lemmer
USA: En mand iklædt et gedekostume blev for nylig set blandt vilde geder i bjergene i det nordlige Utah, og det har vakt stor bekymring blandt områdets opsynsmænd, skriver Huffington Post.
Jagtsæsonen nærmer sig nemlig, og manden risikerer liv og lemmer ifølge Phil Douglass, der er opsynsmand på stedet.
- Min første bekymring er, at personen ikke forstår situationens alvor. Hvem ved, hvad der kan ske, siger Phil Douglass, der tilføjer, at »gedemanden« blev set af mand, der omgående tog nogle billeder med sit kamera.
- Folk gør nogle gange nogle bizarre ting, når de nyder den vilde natur i fulde drag. Men jeg har aldrig hørt om noget lignende, fortæller han.
Der er i alt givet 60 jagttilladelser til den kommende gedesæson i området, der begynder i september.
Skeletter bliver til kunst
JAPAN: En tidligere fisker i Yokohama har fået kunstelskere til at se på fiskeskeletter på en ny måde.
Iori Tomita, der nu er kunstner på fuld tid, konserverer forskellige maritime arter, hvorefter de dyppes talrige gange i kraftige farvestoffer og udstilles i glascylindre. Ifølge japanske medier har Tomita farvet over 5.000 skeletter siden 2005.
Tomitas kunst er særlig populær blandt kvinder i 20erne og 30erne, og han er blevet så kendt et navn i hjemlandet, og han nu søger mod kunst-centre som Paris, London og New York i håb om, at storbyernes indbyggere også bider på krogen.



