Dronning kom for sent til egen indvielse
STORBRITANNIEN: Mange har prøvet det. At sidde i en bus og se, hvordan tidsplanen skrider, så man ikke kan nå frem i tide.
Torsdag var det så den engelske dronning Elizabeths tur, beretter The Mirror. Den 87-årige regent og hendes mand, prins Philip, satsede på bussen i byen Cambridge og ankom et kvarter for sent til det forskningscenter, som dronningen skulle indvie.
Det lykkedes dog - lettere forsinket - at få indviet centret, der har kostet i omegnen af 1,85 milliarder danske kroner.
BNB
Konge kom hurtigt i jorden
STORBRITANNIEN: Det gik stærkt, da Englands kong Richard III blev begravet i 1485. Det viser den første undersøgelse af skelettet, som arkæologer fandt under en parkeringsplads i Leicester, skriver LiveScience.
I februar i år blev det slået fast, at det var Richard III, man havde fundet under parkeringspladsen.
Årsagen til det pludselige hastværk skyldes formentlig, påpeger LiveScience, at liget af kongen efter tre dage i sommersolen var gået så meget i forrådnelse, at det hastede med at få det i jorden.
Den hurtige og ret sjuskede udførte begravelse står i skærende kontrast til de øvrige grave, der er fundet i området.
BNB
Spøgelsesjagt tog hustru og søn med bukserne nede
AUSTRALIEN: En mand fra Tasmanien var sikker på, at det spøgede i hans hjem, og for at skaffe bevis satte han et overvågningskamera op.
Billederne afslørede ingen »hvid dame«, men derimod, at mandens 28-årige samlever og 16-årige søn havde et seksuelt forhold. Sagen kører netop nu i retten, fordi den seksuelle lavalder i Australien er 17 år, skriver The Mercury.
Da manden så resultatet af sin spøgelsesjagt sidste efterår, konfronterede han både søn og samlever. Kvinden nægtede i begyndelsen alt, mens drengen indrømmede, at de havde haft sex tre gange.
De fortsatte med at dyrke lagengymnastik, efter manden havde konfronteret dem med de afslørende billeder. Kvinden ønsker fortsat at have et forhold til manden, som hun har været sammen med i 11 år og har et barn med.
Hustru bed fra sig
USA: Man kan roligt sige, at Christina Salinas bed fra sig, da hun forleden diskuterede med sin mand, Anthony Hill. Skænderiet kulminerede, da hun bed ham i skridtet.
Han har efterfølgende givet udtryk for, at episoden ikke er udsædvanlig for parrets forhold, men denne gang blev politiet stik mod sædvane indblandet - og det fortryder han.
»Jeg har før »overfaldt« hende med argumenter. Vi kommer af med det og kommer videre,« siger han til Huffington Post.
Diskussionen begyndte, da parret opholdt sig på The Penn Valley Rodeo i Sacramento i Californien. Han ville hjem tidligt, mens hun ønskede at blive. Anthony Hill fortæller, at ordvekslingen kom i kølvandet på en række »stressende begivenheder« i parrets tilværelse - blandt andet det faktum, at hustruens eksmand skulle bo sammen med parret.
BNB
Sådan bliver du 116 år
JAPAN: Udvis mådehold, undgå rygning og stop med at spise, når du er 80 procent mæt.
Sådan lyder opskriften på et langt liv, når man spørger verdens ældste mand, Jiroemon Kimura. Han er født i 1897 og kan derfor fejre sin 116 års fødselsdag, skriver weirdasianews.com.
I anledning af fødselsdagen har Jiroemon Kimura modtaget en videohilsen fra den japanske premierminister.
BNB