Oppositionen vil have præsidenten til at aflyse et planlagt valg til kongressen 30. juli og varsler strejke.

Caracas. Venezuelas opposition vil i den kommende uge holde en ny national strejke i et forsøg på at lægge pres på landets trængte præsident, socialisten Nicolas Maduro.

Strejken vil vare i to dage, onsdag og torsdag.

Det oplyste oppositionen lørdag efter endnu en dag præget af voldelige sammenstød i landets hovedstad, Caracas.

Den nye strejke bliver varslet, få dage efter at en 24 timer lang generalstrejke lammede store dele af det sydamerikanske land torsdag.

Ifølge oppositionen er der samtidig planlagt protestmarcher mandag og fredag. Det sker i et forsøg på at tvinge præsident Maduro til at droppe et kontroversielt valg planlagt til 30. juli.

- Det venezuelanske folk giver ikke op. Venezuelanerne er modige og vil forsvare demokratiet og forfatningen, sagde oppositionspolitiker Simon Calzadilla lørdag.

Præsident Maduro har besluttet, at befolkningen 30. juli skal stemme om 540 kandidater til en ny lovgivende forsamling, der kan erstatte det nuværende parlament.

Den nye forsamlings hovedopgave bliver at udarbejde en ny forfatning.

Men præsidentens kritikere vil have et nyvalg.

De kræver, at Maduro dropper sin plan, der kan ændre parlamentet, som er domineret af oppositionen. De frygter, at ændringen vil sende landet i retning mod et diktatur.

Lørdag forsøgte tusindvis af demonstranter at nå frem til Venezuelas Højesteret, men de blev blokeret af sikkerhedsstyrker.

Demonstrationen udviklede sig voldeligt, da flere hundrede maskerede unge begyndte at kaste sten og molotovcocktails mod sikkerhedsstyrkerne, som svarede igen med tåregas.

Flere demonstranter blev såret, herunder Wuilly Arteaga. Den 23-årige violinist er blevet berømt for at spille den venezuelanske nationalsang og andre melodier i frontlinjen, mens volden raser omkring ham.

- De skræmmer mig ikke. Vi vil fortsætte med at kæmpe, fortæller han efterfølgende i en video fra hospitalet på Twitter.

- Hverken gummikugler eller kugler vil stoppe vores kamp for Venezuelas uafhængighed. I morgen er jeg tilbage på gaden.

Protesterne mod præsident Maduro begyndte i april og har hidtil kostet flere end 100 mennesker livet og såret tusindvis.

Protesterne opstod, efter præsidenten havde offentliggjort sin plan for en ny lovgivende forsamling.

/ritzau/Reuters