Den 31. marts stævnede sejlbåden 'Lady Domina' ud fra den caribiske ø St. Martin med den danske sejler, Brian, om bord.
Siden har ingen hørt fra danskeren og resten af dem fem mand store besætning på båden, der for længst skulle være nået frem til de portugisiskeatlanterhavs øer Azorerne, der var første stop på turen fra Caribien til Norge.
- Nu begynder håbet lige så stille at svinde inde, siger Mads Poulsen, der gennem mange år har været ven med Brian.
Han skulle have mødtes med Brian og resten af besætningen, men båden dukkede aldrig op. Brian havde fortalt sin kæreste, at turen fra Caribien til Azorerne ville tage 16 dage.
Da der var gået mere end tre uger blev kæresten så bekymret over, at båden ikke var nået frem, at der blev slået alarm til Søværnets Operative Kommando, som så henvendte sig til de portugisiske myndigheder, der efterlyste båden.
Nu er der gået 45 døgn siden 'Lady Domina' med besætning forlod Caribien og der er stadig intet spor af dem. Det har fået de portugisiske myndigheder til at stoppe eftersøgningen.
- De har i virkeligheden ikke ledt efter Lady Domina på noget tidspunkt. De har ledt efter en fransk båd, der har sendt nødsignaler ud i området, og så har man en position, så de kan sende fly ud og kigge. I den forbindelse har de så sekundært også ledt efter Lady Domina, men da der ikke har været sendt nødsignaler ud, har de ikke kunnet lave en specifik eftersøgning, forklarer Mads Poulsen.
Hvad tror du, at der kan være sket?
- Jeg ved det ikke. Jeg synes stadig, at det virker usandsynligt, at de skulle have været ude for en alvorlig ulykke, men jeg synes også det ubehageligt, at de ikke har givet lyd fra sig, siger Mads Poulsen.
Mads Poulsen har siden båden forsvandt været i jævnlig kontakt med Brians kæreste, der håber på, at Brian ved et mirakel kommer hjem til hende og ikke mindst deres søn, der netop har fejret sin seksårs fødselsdag.
- Det er barskt for dem, det er klart. De har det ikke godt, siger Mads Poulsen.
Han prøver selv at bevare håbet om, at han vil få sin gode kammerat at se igen.
- Man kan jo altid håbe, men oddsene for, at de dukker op bliver jo mindre og mindre, siger Mads Poulsen.