Det er svært for Mark Runge at begribe, at hans gode ven Morten Theilgaard Svendsen har mistet livet i en trafikulykke i Australien onsdag morgen

- Det er første gang, jeg mister en ven, der er så tæt på. Jeg har da før set, når folk skriver R.I.P. på Facebook, men det er ikke rigtig gået op for mig. Han skal så ikke med til fest i Marielyst næste gang, siger en tydeligt chokeret kammerat.

Den 23-årige dansker Morten Theilgaard Svendsen fra Hørsholm i Nordsjælland var ude at køre på motorcykel med sin ven Luis Dehn-Jensen, da deres motorcykel kørte ind i en lastbil, og de blev dræbt på stedet.



Morten var en vild og spontan festfyr, der smed alt, hvad han havde i hænderne for at tage med til fest i Rørvig i sommers, fortæller vennen, der er vokset op i samme område i Nordsjælland.

- Tit og ofte var vi ude og give den gas og have det sjovt i byen. I august havde jeg en veninde, der manglede lidt gæster til en fest. Han aflyste en aften med kæresten for at tage ud og feste med os, siger Mark Runge.

Han fortæller, at Morten var dybt fascineret af biler, og var taget til Australien for at besøge en ven og arbejde som automekaniker. Derfor er det også dybt tragisk, at han skulle ende sit liv i trafikken.

- Biler var hans helt store hobby. Han købte og solgte biler, og engang ville han sætte en fuldstændig smadret amerikanerbil i stand, siger han.

Men Mortens kammerat tror ikke, de to unge mænd lå og ræsede, da de tragisk mistede livet i Melbourne i Australien.

- Han var slet ikke en fartbølle, der lå og kørte råddent ligesom andre af mine venner.