Når den amerikanske præsident, Donald Trump, bruger ordet 'nasty' om dig eller noget, du har sagt, så ved du med sikkerhed, at du nu er 'noget ved musikken'.
Og i den forgangne uge blev vores egen danske statsminister, Mette Frederiksen, på den måde medlem af Donald Trumps ekslusive 'Nasty-klub', der indtil videre kun har seks medlemmer, alle kvindelige.
»Mette Frederiksen behøvede ikke at udtale sig så nasty. Sådan taler man hverken til mig eller USA.«
Statsministeren havde kaldt Trumps interesse i at købe Grønland 'absurd'. Donald Trump aflyste derfor sit statsbesøg i Danmark. Og dermed var Frederiksen medlem af klubben, der i 2016 blev startet med bare ét fornemt medlem, Hillary Clinton.
»Hun er bare sådan en 'nasty woman',« sagde Donald Trump, efter Hillary Clinton havde kritiseret ham under ét af de tv-transmitterede debatprogrammer, der førte op til præsidentvalget i 2016.
Siden mødte Hillarys kvindelige tilhængere begejstret op til vælgermøder iklædt T-shirt med påskriften 'Nasty Woman'.
Og på den anden side af det politiske skel var Donald Trump heller ikke færdig med at bruge udtrykket.
Interessant nok er det kun kvinder, der får 'nasty'-stemplet af Donald Trump. Og forklaringen ligger ifølge den amerikanske tv-vært Mika Brzezinski lige til højrebenet.
»Vores præsident er bange for stærke kvinder.«
Og hvad enten Mika Brzezinskis påstand holder vand eller ej, så har medlemmerne af Nasty-klubben netop det tilfælles, at de er stærke og indflydelsesrige kvinder.
HILLARY CLINTON, førstedame, udenrigsminister og præsidentkandidat
Under den sidste debat før valget i november 2016 kalder Hillary Clinton Trump for 'en løgnhals'. Han svarer igen med den nu berygtede linje 'Such a nasty woman'.
KAMALA HARRIS, demokratisk senator fra Californien og præsidentkandidat
Da præsident Trump hørte, at den demokratiske præsidentkandidat Kamala Harris var hård under en afhøring af Bill Barr, Trumps justitsministerkandidat, sagde han: »Hun er helt sikkert meget nasty.«
MEGHAN MARKLE, hertuginden af Sussex, gift med prins Harry.
Før sit ægteskabmed prins Harry udtalte skuespilleren Meghan Markle sig negativt om Donald Trump. Som respons kom det fra Trump: »Jeg vidste ikke, at hun var 'nasty'.«
CARMEN YULIN CRUZ, borgmester i San Juan, Puerto Rico
Efter orkanen Maria, der smadrede hendes hjemø, Ruerto Rico, kritiserede hovedstaden San Juans borgmester præsident Trump. Hans respons: »Hun er meget nasty.«
METTE FREDERIKSEN, Danmarks statsminister
Mette Frederiksen kaldte USA's tilbud om at købe Grønland 'absurd'. Donald Trump svarede igen: »Mette Frederiksen behøvede ikke at være så nasty. Sådan taler man hverken til mig eller USA.« Herefter aflyste Trump sit planlagte statsbesøg i Danmark.
NANCY PELOSI, leder af det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, Kongressen
Pelosi sagde til sine partifæller, at Trump hørte hjemme i fængsel. Trumps reaktion: »Hun er en nasty, hævngerrig og horribel person.«