Det er særdeles dramatiske scener, der udfolder sig i Tyrkiet fredag aften og nat. Det vidner en lang række videoer om.

Tyrkiet blev fredag aften udsat for et kup rettet mod den siddende præsident, Recep Tayyip Erdogan, da - i hvert fald dele af - militæret rykkede ind i Istanbul og Ankara.

Det er imidlertid ikke gået fredeligt for sig. Flere videoer er nu begyndt at florere på de sociale medier, hvor man ser, hvordan civile bliver beskudt.

Videoernes ægthed er ikke verificeret, ligesom det heller ikke fremgår, hvem der skyder, men umiddelbart ser det ud til, at kupmagerne slår hårdt ned på de demonstranter, der er imod kupforsøget.

Herunder ses videoer fra Bosporusbroen, hvor civile angiveligt bliver beskudt.

Tidligere florerede denne video, der angiveligt viser en helikopter angribe et mål - formentlig en bygning.

Billedet mudres desuden af, at det er en fraktion af militæret, som står bag kuppet. Omvendt er der tilsyneladende andre dele af militæret, der støtter Erdogan. Derfor har der også været meldinger om, at et militært kampfly har nedskudt en militærhelikopter.

Samtidig har befolkningen - på Erdogans opfordring - valgt at gå i gaderne for at vise deres støtte til den folkevalgte regering. Flere har tilsyneladende valgt at tage kampen op - som herunder, hvor flere kampvogne væltes.

Derudover meldes 17 politifolk dræbt i et helikopterangreb i Ankara.