Vandt faldskærms-udspring i Ellen DeGeneres Show - og styrtede i døden

Det skulle have været en drømmerejse, men endte i ren tragedie for parret McGraw. Et udspring med faldskærm blev fatalt for Brandon McGraw, som mistede livet, da han landede forkert. Det skriver The Jacksonville Daily News.

Parret var ellers på deres livs rejse rundt i Australien. En rejse som var blevet vundet i The Ellen DeGeneres Show. En del af drømmerejsen var et skydive, som parret udførte sammen.

Men mens Cherilyn McGraw gennemførte springet som et tandemspring med en instruktør , så sprang handes mand Brandon McGraw alene. Han var soldat i U. S. Marine, og havde tidligere været udsendt i både Irak og Afghanistan. Men kort før landingen begyndte faldskærmen at svinge voldsomt fra side til side, og Brandon McGraw ramte jorden med al for hård kraft. Han blev kort efter erklæret død på stedet, har en ansat i Euroa Skydive, som arrangerede faldskærmsudspringet, udtalt.

Cherilyn McGraw har efterfølgende hyldet sin mand på Facebook, ved at lægge de sidste billeder ud, som blev taget på turen, umiddelbart inden det fatale spring.

- Min helt. Min engel. Dette er virkelig symbolske billeder. Han var glad, og gjorde det han elskede. Det er utroligt, hvordan billeder kan indfange et øjeblik. Det var de sidste to fotos, som blev taget. Jeg elsker dig mere end noget andet i verden skat. Du er den mest fantastiske mand, skriver den unge enke i sin statusopdatering.