Klokken halv seks dansk tid stod det klart: Det republikanske parti har overtaget magten i senatet og hermed hele det amerikanske folketing, Kongressen.

Efter et nervepirrende valg vandt republikanerne i nat yderligere syv pladser i senatet. Hermed har de 52 ud af de i alt 100 pladser.

Og selvom Barack Obama stadig sidder på præsidentposten, så får han i de sidste to år af sin regeringsperiode endnu sværere ved at få et politisk ben til jorden.

Allerede før midtvejsvalget, der ligesom præsidentvalget finder sted hvert fjerde år, havde det Republikanske parti et stort flertal i Repræsentanternes Hus - Det andet kammer i Kongressen.

Nu har Barack Obamas politiske modstandere flertal i begge kamre og hermed hele kongressen.

Og efter overlegen sejr i sin hjemstat Kentucky jublede den genvalgte senator Mitch McConnell:

- Nu skal udviklingen vendes i USA. Præsident Obama har ikke længere noget valg.

Og fremover får Barack Obama ganske rigtigt svært ved at ignorere Mitch McConnell, der ofte med den stærkt højreorienterede Tea Party-bevægelse i ryggen har været én af præsidentens med indædte modstandere.

Med republikansk flertal, bliver Mitch McConnell nemlig senatets flertalsleder - Et job, som han efter sejren i nat overtager fra demokraten Harry Reid.

For at gennemføre lovforslag skal medlemmerne af det amerikanske senat dog opnå et flertal på 60 imod 40 procent. Det vil sige, at republikanerne stadig ikke har et absolut flertal. Og for at undgå politisk dødvande hele vejen frem til præsidentvalget i 2016, skal både demokrater, republikanere og præsident vænne sig til tanken om politisk kompromis.