Den værste oversvømmelse i 50 år!

Indtil nu har oversvømmelserne, der har ramt Thailand, kostet 25 mennesker livet, mens to er forsvundet. Regeringen kalder oversvømmelserne for de værste i et halvt århundrede, skriver channelnewsasia.

»Omkring 1,1 millioner mennesker fra 369.680 familier i 12 provinser i den sydlige del af landet er berørt af oversvømmelserne,« siger regeringens talsmand Chatchai Promlert i sin daglige opdatering om katastrofen.

I de ramte dele af provinsen Surat Thani - der er turisternes vej til øerne Samui og Phangan - siger landsbybeboerne, at en uges uafbrudt regn har bragt en syndflod uden fortilfælde.

»Hvert år har vi oversvømmelser, men ikke som dem vi ser nu,« siger en landsby-leder til nyhedsbureauet AFP.

»Der er 100 huse i min landsby, men vi blev nødt til at forlade den, og vi mistede alt... vandet blev ved med at komme, næsten to meter højt.«

Premierminister Prayut Chan-O-Cha sagde tirsdag, at indbyggerne skulle have lyttet til evakuerings-ordrene inden oversvømmelserne ramte.

»Mange ønskede ikke at forlade deres hjem,« sagde han, og antydede dermed, at deres handlinger havde gjort redningsarbejdet mere besværligt.

Foreløbig har oversvømmelserne beskadiget fem regerings-installationer, 218 veje og 59 broer.

En thailandsk munk står i døren ind til et oversvømmet bhudistisk tempel nær Nakorn Sri Thammarat.
En thailandsk munk står i døren ind til et oversvømmet bhudistisk tempel nær Nakorn Sri Thammarat. Foto: TUWAEDANIYA MERINGING
Vis mere

Togforbindelsen til de sydlige provinser ligger før øjeblikket stille. Den ensporede toglinje er oversvømmet syd for Prachuap Khiri Khan station - godt 300 km syd for Bangkok.

Alle sydgående tog stopper dér, men allerede i morgen, torsdag, venter myndighederne at reparationsarbejdet på det sted er ovre. Da kan togene køre videre til Thung Song station i Nakhon Si Thammarat. Videre sydpå er toglinien stadig oversvømmet.