De israelske vælgere ser ud til at have skabt et uventet tæt løb mellem højre- og venstreblokkene ved parlamentsvalget i går.

TEL AVIV/JERUSALEM: Premierminister Benjamin Netanyahu er både en taber og en umiddelbar vinder af gårsdagens parlamentsvalg. Resultatet fra i nat gav hans Likud-Beiteinu valgalliance chokerende 31 pladser i det nye Knesset. Det skal ses i forhold til, at de to partier i alliancen inden valget tilsammen havde 42 mandater, skriver B.dk.

Styrtblødningen behøver dog ikke at koste Netanyahu premierministerposten. Han er straks gået i gang med at udnytte retten som Knessets største parti til at samle den koalitionsregering, der kræver et flertal på mindst 61 pladser ud af Knessets i alt 120 mandater. Analytikere peger på, at han måske kan samle et papirstyndt flertal ved at samle højrefløjens nationalistiske og religiøse partier og så supplere med Kadima, der gik fra at være Knessets største parti med 28 mandater til at blive næsten udraderet med to mandater.

Mere sandsynligt er det dog, at han må bejle til valgets store vinder Yesh Atid. Partiet blev først dannet sidste år men stormede i aftes ind i Knesset med 19 mandater. Partiet har defineret sig selv som medlem af centrum-venstre oppositionen men baserer sig på et liberalt fundament og partileder Yair Lapid har i valgkampen ikke udelukket at deltage i en Netanyahu-ledet koalition.

I Likuds hovedkvarter blev de truende valgmeldinger modtaget med påtaget begejstring efter den traditionelle nedtælling til klokken 22 og valghandlingens afslutning. En lille gruppe unge var strategisk placeret foran kameraerne og gav et indtryk af en stopfyldt jublende forsamling. De trommede, fløjtede og jublede allerede før den første valgprognose var offentliggjort, mens de blafrede som som besatte med deres blå Likud-flag. Da resultatet ramte skærmen gik forsamlingen som på tælling fuldstændig amok – og råbte taktfast premierministerens kaldenavn: ”Bibi – konge af Israel”. Men kun så længe TV-kameraerne var tændt.

Flere analytikere har i løbet af valgkampen pointeret, at Netanyahu faktisk aldrig rigtig har imponeret ved sine valg. I 2009 blev hans parti kun det næststørste, og hans premierministerpost i 1996 blev mere skabt på en højrebølge end et godt resultat for Likud.

Om Bibi fortsat skal være kongen afhænger af, at han igen udviser sine uomtvistelige taktiske evner i spillet efter valgkampen. Og hvad Yesh Atid kræver ovenpå den overvældende succes.

Ifølge valganalytikere i går kan det nydannede centrumsparti ledet af den tidligere TV-vært Lapid have nydt godt af, at mange vælgere har villet trække Netanyahu og den næste koalitionsregering ind mod centrum og imødegå presset fra det yderligtgående nationalistisk-religiøse højreparti Jødisk Hjem.

- Jeg bestemte mig først i aftes. Det var en svær beslutning. Jeg havde tre partier i tankerne og vidste hvilken side, jeg ville til, men til sidst valgte jeg midterpartiet, siger Rotem Hamdi.

Som de fleste israelere har sagt det gang på gang i meningsmålinger, foretrækker også Hamdi, at Netanyahu fortsætter som premierminister. Men da det spørgsmål under hele valgkampen har været betragtet som afgjort, betragtede hun sin stemme som fri.

Den 23-årige kvinde stemte første gang i 2009 men husker ikke længere på hvem, fordi hun var »fuldstændig optaget« af forberedelserne til at gøre militærtjeneste.

- Men den her stemme, vil jeg huske, siger hun og smiler lidt nervøst, som om hun har gjort noget, der ikke går an at fortælle alt for mange.

- Jeg håber, at jeg har gjort det rigtige.

Hvis Netanyahu ikke kan få Yesh Atid med om bord i en kommende koalitionsregering, tegner det til et hårfint flertal til højre baseret på nationalistiske og religiøse særinteresser.

I oppositionen var der jubel over det uventede gode valg. Med stor tilfredshed så centrum-venstre vælgere og politikere til, mens rapporterne strømmede ind om voksende bekymring i Likud-lejren. Da man ved aftenstid i går kunne læse »Likud-styre i fare« på Netanyahus Facebook-side nåede skadefryden nye højder.

Der var også i går løbende rapporter om, at vælgerfremmødet kan blive det største de seneste ti år, og valgdeltagelsen endte på 66,6 procent, hvilket er bedre end de seneste valg. Vurderinger gik i aftes på, at det var lykkes at »vække« traditionelle centrum-venstre vælgere, som blandt andet ved seneste valg i 2009 i stort tal undlod at stemme. Hvis det er blevet krydret med et mindre stemmetal i normalt stærke Likud-bastioner, kan det have slået dobbelt hårdt på premierministerens parti.

En håndfuld centrum-venstre partier er nu valgt ind i det nye Knesset. Flere partiledere herfra kom i aftes lige op til valghandlingens afslutning med bombastiske udtalelser om, at en ny regeringsblok er »muligt«. Først skal de dog vise, at de kan stå sammen. I valgkampen kunne de ikke blive enige om hverken lederroller eller noget andet. Hvis valgprognosen holder nogenlunde, har de fortsat en chance for at skabe en overraskelse, selv om Netanyahu trods den formodede vælgerlussing fortsat har serveretten til at danne regering som Knessets største parti.