KØB PLUS!

Våbenejeres frygt: Forbud mod angrebsvåben bare første skridt

Det er ikke nok for Demokraterne at forbyde angrebsvåben. De vil indføre et totalforbud mod skydevåben, frygter de amerikanske våbenejere.

USA: Selv om den amerikanske forfatning beskytter retten til at bære våben, så frygter våbenejerne, at præsident Obama og Demokraterne i Senatet ikke sætter punktum med et forbud mod angrebsvåben. Ifølge Reuters forventer mange amerikanere, der ejer skydevåben, at det kan ende med et totalforbud mod pistoler, rifler og geværer.

- Jeg tror ærlig talt, at et totalforbud (mod skydevåben) er på vej, siger Ryan Jones på 31, som arbejder med sikkerhed i området omkring Detroit, til Reuters.

- Men hvis de forsøger at fjerne det, der grundlagde landet, så får de enorme problemer, advarer han og understreger, at han dermed ville blive kriminel, fordi han fastholder sin ret til at have en pistol, så han kan beskytte sin familie.

Det er adskillige af de våbenejere, som Reuters har interviewet i 10 delstater, enige med ham i.

Claude Diehl på 50 fra Savannah i Georgia, som selv ejer op til flere skydevåben, mener ikke, at det er våbnene, man kan give skylden for tragedier.

- Alle skyder skylden på de våben, der blev brugt ved denne tragedie og kalder det for angrebsvåben. Men sig mig, hvilket våben er ikke et angrebsvåben i de forkerte hænder?, spørger han.

Flere andre peger Diehl på, at der bør være fokus på bedre adgang til behandling for psykisk syge som gerningsmanden fra Connecticut-skyderiet, Adam Lanza, mistænkes for at have været, og på at finde en måde, hvorpå man undgår, at våben ender i deres hænder.

Hvad præsident Obama vil gøre, er endnu ikke konkretiseret, men kort efter nytår vil han sætte en arbejdsgruppe i gang med at se på mulighederne for at skære ned på volden og de fatale angreb, fastslog han onsdag.

Senatets demokraters seneste træk har onsdag været at forsøge at få Republikanerne i Repræsentanternes Hus med til at gå imod salget af ammunitionsmagasiner, der er større end standarden, som Lanza benyttede sig af under sit skyderi på Sandy Hook Elementary School, hvor 20 børn og seks voksne blev ofre.