USAs ambassadør død under angreb mod konsulat
Endnu uvist om ambassadøren blev dræbt i angreb eller omkom i brændende konsulatbygning, som demonstranter angreb.
Endnu uvist om ambassadøren blev dræbt i angreb eller omkom i brændende konsulatbygning, som demonstranter angreb.
LIBYEN: USAs ambassadør i Libyen, Christopher Stevens, omkom tirsdag aften, da demonstranter angreb konsulatet i den østlige by Benghazi med raketter og satte ild til bygningen.
Ambassadøren omkom sammen med tre ansatte under angrebet. Ifølge al-Jazeera, der citerer sikkerhedskilder, døde ambassadøren af røgforgiftning.
CNN rapporterer, at ambassadøren blev dræbt af demonstranter under angrebet, hvor der blev anvendt raketdrevne granater.
De ansattes nationalitet er ikke bekræftet, men USAs udenrigsminister Hillary Clinton var tidligere onsdag ude med en erklæring, der fordømte angrebet, og som ifølge hendes erklæring havde kostet en amerikansk ansat livet.
Ambassadør Christopher Stevens er normalt stationeret på ambassaden i hovedstaden Tripoli og var blot på besøg i konsulatet, hvor han efter alt at dømme skulle overnatte.
Al-Jazeera skriver, at ligene af de omkomne er på vej til en amerikansk base i Tyskland.
Sammen med USAs ambassade i Kairo blev konsulatet i Benghazi angrebet af vrede, radikalt islamistiske demonstranter, der protesterede mod en kontroversiel antiislamisk, amerikansk produceret film på internettet om profeten Muhammed.
En græsk entreprenør, der kendte den amerikanske ambassadør, siger til CNN, at han identificerede liget af Christopher Stevens onsdag morgen.