USA: De amerikanske sundhedsmyndigheder vil meget snart indlede forsøg med at afprøve en ny ebola-vaccine på mennesker.

Forsøgene vil begynde inden for »et par uger« og ikke senere i år, hvilket tidligere har været meldt ud. Det siger personer med kendskab til forskningen til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en kilde godkendte en styregruppe i sidste uge, at tre laboratorier kan begynde at fremstille ebola-vacciner. De tre laboratorier blev oprettet i 2012 for at kunne sætte ind ved pandemier samt kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare trusler.

Det seneste ebola-udbrud i Vestafrika har skabt et stigende pres for at finde en vaccine mod den dødelige sygdom. Ebola har dræbt omkring 1.400 mennesker i Vestafrika, hvilket gør det til det værste ebola-udbrud nogensinde.

Den nye vaccine er skabt af medicinalfirmaet GlaxoSmithKline.

BNB