USA nævner Danmark som et land, der vil bidrage mere i kampen mod Islamisk Stat efter grønt lys i Folketinget.

Bruxelles: Næsten alle 49 partnere i den USA-ledede koalition, der vil nedkæmpe Islamisk Stat, har lovet at bidrage mere til kampen mod de islamiske ekstremister.

Det siger den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, torsdag aften efter et koalitionsmøde i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

- Næsten 90 procent af de lande, der deltager i koalitionens militærkampagne, er klar til at gøre mere, siger Ash Carter.

På sit pressemøde nævner han Danmark som et af de lande, der vil bidrage med mere i kampen mod Islamisk Stat efter godkendelse i Folketinget.

- Jeg har modtaget nye løfter om flere bidrag fra Tjekkiet, Polen, Rumænien og Danmark afhængig af endelig godkendelse i deres parlamenter, siger Ash Carter.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) sagde tidligere torsdag, at når de danske F-16-fly til sommer vender tilbage til kampen mod Islamisk Stat, vil de blive sat ind over enten Syrien eller Irak ud fra en militær vurdering af, hvor der er mest brug for dem.

- Der var en stor kvittering fra amerikansk side for, hvad vi leverer, og at vi kigger på, om der er andre bidrag, vi kan hjælpe koalitionen med i Irak eller Syrien, sagde den danske forsvarsminister efter et bilateralt møde med Ash Carter.

Peter Christensen sagde dog ikke noget om, hvilke yderligere bidrag der er på tale.

Ash Carter siger torsdag aften, at alle i koalitionen støtter målet om i første omgang at få Islamisk Stats kontrol med højborgene i Raqqa i Syrien og Mosul i Irak til at kollapse på vejen frem mod den endelige udslettelse af ekstremisterne.

- Næsten 60 procent af koalitionens medlemmer har allerede besluttet at øge deres militære bidrag til kampagnen. Andre 30 procent af medlemmerne vil søge støtte til yderligere bidrag fra deres parlamenter, siger Ash Carter.

Samtidig vil Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, undersøge muligheden for at melde Nato som organisation ind i alliancen, der i forvejen omfatter alle 28 Nato-lande.

- Det er også en markant udvikling, siger Ash Carter og nævner, at Nato blandt andet har erfaring i at opbygge partnerskaber, træne soldater og støtte stabilisering.

På Natos forsvarsministermøde, der blev holdt før mødet i koalitionen mod Islamisk Stat, blev Nato-landene enige om at lade alliancens Awacs-overvågningsfly afløse amerikanske overvågningsfly på nuværende opgaver.

Det frigør USA's overvågningsfly, så de i stedet kan indsættes over Irak og Syrien til støtte for kampen mod Islamisk Stat.

/ritzau/