USA forsikrer, at efterretningssamarbejdet med Tyskland fortsætter trods udvisning af CIAs spionchef i Berlin.

TYSKLAND: Udvisningen af CIAs spionchef i Berlin får ikke konsekvenser for det efterretningsmæssige samarbejde mellem de to allierede USA og Tyskland.

Den melding kommer ifølge Reuters fra USA efter torsdagens dramatiske udvisning af CIA-chefen på den amerikanske ambassade i Berlin.

Udvisningen kommer i kølvandet på to spionsager, hvor blandt andet en tysk efterretningsansat har været på USAs lønningsliste og udleveret fortrolige oplysninger til den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA. Han er nu arresteret.

Onsdag foretog anklagemyndigheden også ransagninger hos en ansat i det tyske forsvarsministerium, men ifølge BBC blev der ikke foretaget nogen anholdelse.

En talsmand for Det Hvide Hus, Caitlin Hayden, erklærede torsdag aften, at man i Det Hvide Hus har fulgt begivenhederne i Tyskland, men at man ikke kommenterer på »påståede efterretningssager«.

»Men vore sikkerheds- og efterretningsforbindelser med Tyskland er meget vigtige. De gavner Tyskland og de gavner USA, og det er afgørende vigtigt, at disse forbindelser opretholdes,« lyder det fra Det Hvide Hus.

Sagerne er fulgt i kølvandet på de afsløringer om amerikansk spionage i Tyskland, blandt andet mod kansler Merkels mobiltelefon, som den tidligere amerikanske efterretningsmedarbejder Edward Snowden er kommet med. Afsløringerne har sammen med de nye spionsager gjort forholdet til USA noget anstrengt.

Ifølge avisen Washington Post er der i den amerikanske regering bekymring for, om tyskernes jagt på amerikanske spioner stopper her, eller om der kan ventes yderligere arrestationer.