USA vil hjælpe Ukraine med at skabe stabilitet i landet ved at bevæbne og træne den ukrainske nationalgarde. Der afsættes 19 millioner dollar til projektet, som dog først kræver Kongressens godkendelse.

USA: Præsident Obama har planer om at træne og bevæbne den ukrainske nationalgarde til næste år. Det har Pentagon meddelt Kongressen fredag, skriver Reuters.

»Kongressen er blevet informeret om planerne om at bruge 19 millioner dollar på at træne fire kompagnier og udstyre dem med våben og etablere et hovedkarter for den ukrainske nationalgarde i et forsøg på at opbygge et internt forsvar,« siger Pentagon-talsmand John Kirby.

Planerne, der kræver Kongressens godkendelse, kommer i forlængelse af Vestens øgede pres på Rusland på grund af situationen i Ukraine og nedskydningen af et fly fra Malaysian Airlines med et missil, som Vesten hævder kom fra pro-russiske separatister.

Tidligere fredag opfordrede Obama den russiske præsident Vladimir Putin til at søge diplomatiske løsninger på krisen. Tidligere på ugen bekendtgjorde USA og flere europæiske lande nye sanktioner mod Rusland.

USA har flere gange kritiseret Ruslands oprustning i grænseområdet nær Ukraine og støtten til oprørerne, men har indtil nu begrænset støtten til Ukraine til ikke-dødbringende hjælp som medicinsk udstyr og hjelme.

BNB/Reuters