USA: Amerikanske statsborgere må være varsomme uden for USA. For det er ikke bare i Mellemøsten, der findes folk med et horn i siden på amerikanerne. Den seneste sikkerhedsadvarsel fra USAs top kom onsdag og melder ifølge CNN om, at truslerne er verdensomspændende.

Terroristgrupper »planlægger fortsat terrorangreb mod amerikanske interesser i adskillige regioner, inklusiv Europa, Asien Afrika og Mellemøsten«, lyder det i advarslen, som myndighederne har sendt ud.

Derfor skal amerikanere tænke sig om en ekstra gang, når de stiger på busser, tog og færger i udlandet, står der i advarslen.

Videre forklares det, at Afrika og Mellemøsten er de mest uforudsigelige områder, hvor både terrorister og pirater har slået til for nylig i blandt andet Yemen, Somalia, Kenya og Algeriet.

Og skulle amerikanere være i tvivl om, hvor de skal passe ekstra godt på, remses oplagte terrormål også op: »vigtige sportsbegivenheder, beboelsesområdet, forretningskontorer, hoteller, diskoteker, restauranter, religiøse steder, offentlige områder og andre turistområder.«

Ønsker borgere med amerikanske pas og andre vestlige at sejle, anbefales det, at de bliver mindst 200 sømil fra Somalia og undlader at lægge til i hovedstaden Mogadishus havn.

Myndighederne opfordrer derudover alle amerikanere, der forlader USA, til at registrere sig i et specielt program, så hjemlandet kan få fat på dem i en nødssituation.