USA sender flere soldater til Sydsudan

USA: USA har sendt nye militære forstærkninger til Sydsudan og vil skride til yderligere handling, hvis det bliver nødvendigt. Det fastslår præsident Barack Obama.

Lørdag blev et amerikansk militærluftfartøj beskudt i staten Jonglei under en evakueringsaktion, og fire amerikanske soldater blev såret.

USA sender nu ekstra soldater for at hjælpe med at evakuere amerikanere fra landet, der frygtes at være på randen af en borgerkrig.

»Jeg kan foretage yderligere handlinger for at sikre beskyttelsen af amerikanske statsborgere, personel og ejendom, herunder vores ambassade i Sydsudan,« skrev Barack Obama i et brev til den amerikanske kongres.

USA har truet med at trække den økonomiske støtte til Sydsudan ved ethvert forsøg på et militærkup mod regeringen.

BNB/Reuters