600 ekstra amerikanske soldater skal træne Iraks hær før angreb mod Mosul, siger USA's forsvarsminister.

Washington D.C.. Præsident Barack Obama godkender, at USA øger sin styrke i Irak med cirka 600 soldater.

Det oplyser forsvarsminister, Ash Carter.

Obama har aftalt med Iraks premierminister, Haider a-Abadi, at de ekstra amerikanske soldater skal støtte en kommende offensiv mod storbyen Mosul. Byen kontrolleres i dag af Islamisk Stat (IS).

De amerikanske soldater skal træne og rådgive de irakiske styrker, sikre logistisk støtte og hjælpe med efterretninger, siger Carter.

Obama og al-Abadi har "godkendt og begge bedt om, at USA øger antallet af sine soldater med omkring 600 for at forbedre de irakiske styrkers kamp for at nedkæmpe Isil", siger han. Isil er et alternativt navn for IS.

Det præcise antal soldater, der skal til Irak, er 615. De blive sendt afsted inden for de kommende uger.

USA har tidligere godkendt udstationeringen af 4600 amerikanske soldater i Irak.

Mosul i det nordlige Irak har været under kontrol af IS siden sommeren 2014. Det lykkedes dengang den islamistiske organisation under en lynoffensiv at erobre store områder i den nordlige og centrale del af landet.

Tidligere i år har IS lidt nederlag til den irakiske regeringshær og kurdiske peshmerga-soldater. Da IS tidligere på sommeren måtte trække sig ud af byen Fallujah vest for Bagdad, bebudede den irakiske hær, at det næste mål var Mosul.

/ritzau/Reuters