USA revser Rusland for at optrappe krisen i Ukraine med flere militærøvelser nær grænsen til Ukraine. FN-chef Ban Ki-moon frygter, at situationen kan komme ud af kontrol.

USA: Pentagon raser over Ruslands offentliggørelse af planer om flere militærøvelser nær grænsen til Ukraine, skriver Reuters.

USA opfordrer Rusland til at tage skridt for at nedtrappe - ikke optrappe - situationen.

Rusland siger, at øvelserne er en reaktion på ukrainske aktioner mod pro-russiske separatister i den østlige del af landet.

»Den russiske meddelelse om flere militærøvelser nær den ukrainske grænse er nøjagtigt det modsatte af, hvad vi har opfordret russerne til, som er at nedtrappe situationen,« siger Pentagon-talsmand Oberst Steve Warren.

»Så nu opfordrer vi dem igen til at opføre sig ansvarligt og nedtrappe situationen og hjælpe alle parter med at nå en fredelig løsning på krisen,« tilføjer han.

NATO anslår, at russiske styrker nær den ukrainske grænse nu er oppe på 40.000 soldater. Rusland fastholder retten til at beskytte russisktalende, hvis de trues, hvilket var samme grund Rusland angav, da man annekterede Krim-halvøen i sidste måned.

FN-chef Ban Ki-moon advarede tidligere på dagen om, at krisen i Ukraine kan »komme ud af kontrol« og opfordrede alle parter til at »afholde sig fra magtanvendelse.«

»Militæraktioner må undgås for enhver pris,« sagde Ban Ki-moon.