Angrebet blev gennemført få dage efter en storstilet drone- og kampflymission mod al-Shabaab i weekenden.

Mogadishu: Amerikanske og somaliske soldater gennemførte natten til onsdag et helikopterangreb på ekstremister fra al-Shabaab i Somalia, oplyser en officiel amerikansk kilde.

Den anonyme kilde oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at angrebet skete i et "partnerskab mellem USA og Somalia".

USA gennemførte i weekenden et storstilet angreb mod al-Shabaab, og mindst 150 militante blev ifølge det amerikanske forsvarsministerium dræbt.

Den islamistiske oprørsgruppe har bekræftet angrebet, men den hævder, at dødstallet er overdrevet.

Det sagde al-Shabaabs militærtalsmand, Sheikh Abdiasis Abu Musab, til nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

- USA bombede et område, der er kontrolleret af al-Shabaab. Men USA har overdrevet antallet af dræbte. Vi har aldrig flere end 100 krigere samlet på ét sted af sikkerhedsmæssige årsager, siger talsmanden.

Ifølge Pentagon var angrebet rettet mod træningslejren "Raso", der ligger 200 kilometer nord for Somalias hovedstad, Mogadishu.

/ritzau/AFP