NORDIRLAND: Den amerikanske præsident Barack Obama og den russiske præsident Vladimir Putin vil ifølge nyhedsbureauet Reuters underskrive en aftale om sikring og destruktion af materiale, der kan bruges til fremstilling af atomvåben.
Meldingen fra de to præsidenter kommer efter første dag af G8-topmødet i Nordirland, der blandt andet bød på alvorlige sammenstød og heftige diskussioner mellem de vestlige ledere og Ruslands præsident om borgerkrigen i Syrien.
Aftalen om atomvåbenene erstatter en aftale fra 1992, der udløb mandag.
Storbritannien er vært ved G8-topmødet i Nordirland, hvor EU samt Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA, Canada og Rusland er samlet for at vende en række storpolitiske spørgsmål, herunder altså om Syrien og atomvåben.
BNB