Retssag mod Ukraines tidligere premierminister vækker bekymring i Washington og Bruxelles.

En retssag mod Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko blev abrupt udsat i to uger mandag, efter at USA og EU havde udtrykt ny bekymring over retsopgøret til præsident Viktor Janukovitj.

Timosjenko, der er en af de førende oppositionsledere i Ukraine, har siden juni været anklaget for magtmisbrug i forbindelse med en gasaftale med Rusland i 2009. Hun risikerer op til 10 års fængsel, hvis hun findes skyldig i anklagerne.

Janukovitjs administration siger, at Ukraine kom til at betale horrible priser for de russiske gasforsyninger, men Timosjenko siger, at alle anklager mod hende er en del af en politisk vendetta.

USA og EU støtter hende langt hen ad vejen, og flere EU-lande siger, at retssagen mod hende kan komme til at blokere for tættere forhold mellem EU og den tidligere sovjetrepublik.

En talskvinde for EU's udenrigspolitiske chef Catherine Ashton siger, at Ashton og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har skrevet til den ukrainske præsident om sagen. Unavngivne kilder siger, at der i brevet bliver udtrykt frygt for manglende demokrati i landet.

Timosjenko - der bærer øgenavnet "Jernladyen" - var en af hovedarkitekterne bag Orangerevolutionen i 2004 og er fortaler for reformer i Ukraine. Hun forsøgte at blive præsident sidste år, men tabte til den autoritære, Rusland-venlige Janukovitj.

Siden da har myndighederne skærpet kursen over for mere liberale, vestvenlige politikere som Timosjenko og anklaget dem for magtmisbrug og økonomiske ulovligheder for at stække dem politisk.

/ritzau/Reuters