Så længe Rusland forfølger en »tragisk forfejlet« strategi i Syrien, kan der ikke blive tale om samarbejde, lyder det fra USAs forsvarsminister.

USA: Hvis den russiske præsident Vladimir Putin på sin fødselsdag onsdag havde håbet på militær velvilje fra USA, må han tro om igen.

I sin hidtil skarpeste kommentar på området slår den amerikanske forsvarsminister Ash Carter fast, at USA ikke vil komme til at samarbejde militært med Rusland i Syrien. Han kalder samtidig Ruslands strategi »tragisk forfejlet«, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rusland - en af den syriske præsident Bashar al-Assads vigtigste allierede - gik militært ind i konflikten sidste måned med en målsætning om at angribe den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat. Russiske bombefly har dog også smidt bomber over flere af Assads andre modstandere, blandt andet oprørsgrupper, som er støttet af USA og trænet og bevæbnet af CIA.

»Uanset, hvad russerne siger, er vi ikke gået med til at samarbejde med Rusland, så længe de forfølger en fejlslagen strategi og rammer disse mål,« siger Ash Carter.

»Det, vi vil gøre, er at fortsætte basale, tekniske diskussioner om professionelle sikkerhedsprocedurer for vores piloter, der flyver over Syrien. Det er det. Vi vil holde kanalen åben af hensyn til vores piloters sikkerhed.«

USA står i spidsen for en koalition, der bomber Islamisk Stat i Syrien og Irak.