Debat kommer ikke til at flytte mange stemmer. Men amerikanerne fik det show, de ønskede, lyder det.

Hempstead, New York. Når amerikanerne tirsdag morgen møder på arbejde, vil det store samtaleemne givetvis blive mandag aftens tv-debat mellem præsidentkandidaterne Hillary Clinton og Donald Trump.

Men debatten flyttede formentlig ikke mange stemmer, vurderer Anders Agner, USA-kender og redaktør på kongressen.com og

- Hvis du er republikaner, synes du nok, at Trump vandt. Hvis du er demokrat, synes du nok, at Clinton vandt.

- Jeg synes, at de slap fra debatten med lige meget skind tilbage på næsen. De fik hver især afleveret nogle angreb, pareret nogle angreb, men ingen fik sat knockouten ind, siger Anders Agner.

Mads Fuglede, som er ph.d.-studerende og ekspert i amerikansk politik, vurderer ligeledes, at aftenens debat ikke kommer til at flytte mange stemmer.

- Clinton er den bedste debattør, men det vidste vi jo godt i forvejen. Hun er godt forberedt og kom også bedst igennem det, siger Mads Fuglede.

- Men selv om Trump falder lidt igennem, så har man alligevel indtrykket af, at han får en stærk start. Han er aldrig så langt ude i torvene, at han er i fare for at miste grebet om debatten, siger han.

På forhånd var der forventninger om, at de to ville levere et show, som kunne tiltrække i omegnen af 100 millioner seere.

- Der var forventninger om et show, og et show fik vi. De gik i stålet på hinanden, men det var tydeligt at se, at parterne havde forberedt sig på modstanderens angreb, siger Anders Agner.

Trump har ikke - som det er sædvane - lagt sine skatteoplysninger frem, og det fik Clinton til at spekulere i, om han har noget at skjule for amerikanerne.

Modsat havde Clinton valgt en klar strategi til at imødegå kritikken af hendes håndtering af brugen af en privat e-mail-server som udenrigsminister.

- De kommer under huden på hinanden, og særligt Clinton kom under huden på Trump, siger Mads Fuglede.

- Og når han bliver provokeret, bider han på og siger ting, hvor man i Trump-lejren må ærgre sig over, at de ikke havde forberedt nogle bedre svar, siger han.

Den direkte tv-debat mellem Trump og Clinton var den første af i alt tre dueller på ord. Næste debat finder sted 9. oktober.

/ritzau/