USA: Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) udgør en alvorlig trussel mod USA, der kan være værre end truslen fra al-Qaeda. Det sagde den amerikanske forsvarsminister torsdag, skriver Reuters.

»De udgør en overhængende trussel mod enhver interesse, vi har, uanset om det er i Irak eller andre steder,« sagde forsvarsminister Chuck Hagel.

IS er under borgerkrigen i Syrien vokset i styrke og er fejet ind i det nordlige Irak med stor kraft. Og den ekstremistiske gruppe er ifølge Chuck Hagel uden sidestykke, både når det handler om militær kraft, træning og økonomi:

»De er ikke blot en terrorgruppe,« siger forsvarsministeren og fortsætter: »Dette er hinsides alt, hvad vi har set«.

USA har indledt en luftoffensiv mod IS i Irak og i de seneste to uger gennemført 89 luftangreb mod militante mål i den nordlige del af landet.

Den danske regering fik torsdag opbakning i Udenrigspolitisk Nævn til at bidrage til offensiven med et transportfly med lette våben, ammunition og nødhjælp.

BNB