USA: USAs indsats mod Islamisk Stat (IS) i Syrien bliver nu optrappet. CIA og amerikanske specialstyrker har indledt et hemmeligt droneprogram for at opspore og dræbe centrale personer i den ekstremistiske bevægelse. Det skriver Washington Post.

Ifølge avisen er de bevæbnede droner uafhængige af USAs militæroffensiv mod IS, og med det hemmelige program er der sket en betydelig optrapning af CIAs rolle i krigen i Syrien.

Allerede nu har droneprogrammet resulteret i en række angreb, oplyser embedsmænd til avisen.

Også CIAs afdeling for bekæmpelse af terror (CTC) og en særlig enhed under det amerikanske militær (JSOC) er inddraget i programmet. CTC var blandt andet i front for jagten på Osama bin Laden, mens JSOC gennemførte drabsmissionen på al-Qaedas tidligere leder i 2011, skriver avisen.

BNB