USA hylder dansk sergent for heltemod
Dansk sergent var såret af skud i skulder, lår og ben, men dirigerede alligevel ilden mod fjenden og dræbte berygtet Taleban-snigskytte.
Dansk sergent var såret af skud i skulder, lår og ben, men dirigerede alligevel ilden mod fjenden og dræbte berygtet Taleban-snigskytte.
En dansk sergent har fået sin egen plads i militærhistorien. Det fastslår en kendt amerikansk general, skriver Berlingske.
Det amerikanske forsvarsministerium offentliggjorde i aftes en artikel om den danske sergents heltemod i Afghanistan, og i artiklen siger marineinfanterigeneral John Toolan henvendt til danskeren:
- Du har ikke bare skrevet dig ind i dansk militærhistorie. Du har også skrevet dig ind i marineinfanteriets historie.
Af sikkerhedsmæssige grunde omtales sergenten i artiklen kun som »Jacob P«. Han er fra Jydske Dragonregiment i Holstebro.
To gange i januar blev danskeren under operationer skudt af taleban-snigskytter, men begge gange udviste han kold marv og satte fjenden ud af spillet.
Første gang var 5. januar, da han bemandede tårnet på sin Leopard II kampvogn under en operation, og en snigskytte ramte ham i højre skulder. Han faldt ned i kampvognen, men kom op igen og identificerede skytten gennem periskopet og dræbte ham med kampvognens maskingevær.
Jacob P blev indlagt til behandling på felthospitalet, og her kom general John Toolan for at takke ham. Toolan er selv en hærdet krigsveteran og chef for den allierede indsats i det sydvestlige Afghanistan, og få uger senere besøgte han sammen med sin stab de danske styrker i Helmand og trak den danske sergent til side og komplimenterede ham endnu en gang.
Men dermed var de to ikke færdige med hinanden, oplyser artiklen.
1. februar var den danske sergent på en operation på hovedvejen mellem to mellemstore byer, og han bemærkede, at bæltet på kampvognen trak skævt. Sergenten steg ud af Leoparden og begyndte at reparere bæltet med en hammer.
Pludselig dukkede en Taleban-soldat op med en RPG – en raketstyret granat. Danskeren sprang i skjul bag kampvognen, granaten ramte ved siden af, og Jacob P forsøgte at komme op i kampvognen igen.
På det tidspunkt ramte en snigskytte ham i højre skulder. Han råbte snigskyttens position til sit mandskab i kampvognen, men inden de kunne nå at gøre noget, ramte snigskytten igen – denne gang i venstre lår. Danskeren kom op på tårnet, men på vej ned i tårnet blev han skudt i venstre ben. Det amerikanske forsvarsministerium skriver: »Selv om han var såret tre gange, udpegede han fjendens stilling til sit mandskab og dirigerede ilden. Den første 120 mm salve ramte ikke. Men den næste salve ramte fjenden lige i solar plexus.«
Den danske sergent siger selv i artiklen, at han kun overlevede, fordi hans mandskab indledte behandlingen allerede på vej tilbage til sygehuset og stoppede blødningerne.
Taleban offentliggjorde kort efter navnet på den snigskytte, som Jacob P og hans mandskab havde sat ud af spillet, og en britisk officer kom op til den indlagte dansker og takkede ham.
- Den pågældende snigskytte dræbte for nylig fem af mine folk, sagde briten.
General Toolan besøgte endnu en gang hospitalet for at takke danskeren, som ydmygt svarede, at han bare var glad for at have ramt fjenden.
- Det betyder meget, sagde danskeren.
- Det sagde du også sidste gang, grinede den amerikanske general ifølge artiklen, og et af de tilstedeværende medlemmer af generalens stab siger:
- Det påvirkede mig dybt at se en mand, som netop var blevet såret to gange og ved to forskellige operationer, optræde så ydmygt. Han bøjede bare hovedet og sagde: »Jeg gjorde kun, hvad alle andre også ville have gjort.« Det var overvældende.