Det amerikanske militær slog mandag til mod Islamisk Stat sydvest for den irakiske hovedstad, oplyser amerikanske myndigheder. Man lykkedes blandt andet med at ødelægge en af IS militante lejre, ligesom seks af bevægelsens køretøjer blev ramt.

I det, som amerikanerne kalder »begyndelsen på en intensiveret indsats« mod Islamisk Stat (IS), slog USAs militær mandag til mod en af den militante gruppes positioner nær den irakiske hovedstad, Bagdad. Det oplyser amerikanske embedsmænd ifølge Reuters.

Luftangrebet var det første amerikanske angreb af offensiv karakter i den nye udvidede indsats mod IS, der har halshugget flere vestlige gidsler.

»Luftangrebet sydvest for Bagdad var det første angreb i vores udvidede indsats (...),« oplyser amerikanske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet kom knap en uge efter, at USAs præsident, Barack Obama, holdt en tale til nationen, hvori han lovede en »ubarmhjertig« kamp mod Islamisk Stat - inklusiv luftangreb i Syrien og udvidede operationer i Irak.

Mandagens angreb, som blev støttet af irakiske tropper, ødelagde angiveligt seks af Islamisk Stats køretøjer nær Sinjar i det nordvestlige Irak, mens en af IS’ militante lejre sydvest for Bagdad blev ødelagt, skriver BBC.

Alle de amerikanske kampfly kunne forlade området uden at være blevet ramt. Med mandagens angreb er antallet af amerikanske luftangreb i Irak nået op på 162 siden august.

Mandag var der samtidig topmøde i Paris, hvor 26 lande og internationale spillere, heriblandt USA, Saudi-Arabien, Rusland, Tyskland, Storbritannien og Danmark samt FN, Den Arabiske Liga og EU, blev enige om at støtte Irak i kampen mod IS. Landene erklærede sig ligeledes parate til at bekæmpe gruppen med den nødvendige militære assistance.

Islamisk Stat kontrollerer store dele af Irak og Syrien, hvor den ekstremistiske bevægelse har udråbt et kalifat. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA vurderer, at IS har op mod 30.000 tropper i regionen, som blandt andet deltager i kamphandlingerne mod de irakiske regeringsstyrker.