Myndighederne i det nordøstlige USA frygter for oversvømmelser, når den seneste tids store mængder sne smelter som følge af stigende temperaturer. I delstaten New York frygter man samtidig, at bygninger risikerer at kollapse.

USA: Når den historisk store mængde sne, der er faldet i det nordøstlige USA, begynder at smelte i disse dage, frygter myndighederne, at det vil forårsage oversvømmelser.

I delstaten New York frygter man sågar, at smeltevandet kan få bygninger til at styrte sammen. Adskillige hustage er allerede kollapset under den tunge sne.

Delstatens guvernør, Andrew Cuomo, oplyser ifølge BBC, at pumper, sandsække og andet udstyr er blevet bragt til den vestlige del af staten for at kunne håndtere potentielle krisesituationer.

»Hvis temperaturen stiger så hurtigt, som prognoserne siger, så er der risiko for oversvømmelser og for, at bygninger styrter sammen,« siger han.

Byen Buffalo har fået den samme mængde sne på tre dage, som den normalt får over et helt år. I dele af byen ligger der knap 2,5 meter dyb sne, og mere end 30 hustage er kollapset.

Snestormen har hidtil kostet mindst 13 mennesker livet, og i flere områder i delstaten New York er der erklæret undtagelsestilstand.

New York er dog langt fra den eneste delstat, der døjer med snemasserne. Halvdelen af de amerikanske stater har i løbet af ugen været dækket i sne, skriver CNN. Selv Hawaii har haft temperaturer under frysepunktet.