USA: USA har fredag formelt fjernet arvefjenden Cuba fra den amerikanske liste over stater, der sponsorerer terror. Det oplyser flere internationale nyhedsbureauer.

Det sker efter et halvt århundredes fjendskab mellem de to lande, som begyndte, da en oprørshær med Fidel Castro i spidsen i 1959 væltede Cubas daværende præsident Batista og indførte et kommunistisk styre.

Præsident Barack Obama sagde i midten af april, at han ville fjerne østaten fra listen.

Det skete, efter forholdet mellem USA og Cuba løsnede i december sidste år løsnede en smule op, da de to landes præsidenter annoncerede et historisk tøbrud i relationerne.

Fjernelsen af Cuba fra den amerikanske terrorliste betyder blandt andet, at Cuba kan modtage økonomisk støtte fra USA. Amerikanernes handelsblokade mod Cuba gælder dog stadig og kan kun ophæves af Kongressen, skriver Reuters.

Tilbage på den amerikanske liste over stater, der finansierer terror, er nu kun tre lande - Iran, Syrien og Sudan.

BNB/Reuters