USA evakuerer personale efter angreb på konsulat
Amerikanske ansatte på USAs ambassade og konsulat i Libyen er blevet evakueret efter det blodige angreb, som kostede fire personer livet.
Amerikanske ansatte på USAs ambassade og konsulat i Libyen er blevet evakueret efter det blodige angreb, som kostede fire personer livet.
USA: Amerikanerne har valgt at evakuere personalet på det konsulat, som tirsdag blev angrebet i den libyske by Benghazi. Angrebet kostede den amerikanske ambassadør og tre ansatte livet, og USAs præsident, Barack Obama, har efterfølgende fordømt det som »skandaløst og chokerende« og lovet at fange og retsforfølge de ansvarlige. En stor del af personalet på den amerikanske ambassade i Tripoli er også blevet evakueret, og ambassaden vil nu kun fungere med et uspecificeret nødberedskab, oplyser en højtstående amerikansk embedsmand til Reuters.
- Der hersker stadig forvirring efter de første rapporter, og mange af detaljerne om, hvad der er sket i Benghazi, er stadig ukendte eller uklare. I mellemtiden har vi bragt bemandingen på vores ambassade ned på nødbemanding, siger han.
Det står ikke klart, hvor det amerikanske personale er blevet ført hen, men nyhedsbureauet AFP rapporterer, at det er blevet fløjet i sikkerhed i Tyskland.
Oprindeligt blev alt amerikansk personale fra konsulatet, heriblandt også de døde og sårede, ført til Tripoli i et chartret fly i timerne efter angrebet. Ud over de fire døde blev fem amerikanere såret under det blodige angreb, som blev indledt af vrede demonstranter forsynet med granater. De rasede over filmen »Innocence of Muslims«, som de mener håner den muslimske profet Muhammed.
USAs udenrigsminister Hillary Clinton fremhæver, at angrebet ikke sætter forholdet mellem USA og Libyen over styr, og at det hverken er den libyske regering eller det libyske folk, der står bag.
Den libyske regering har anklaget militante grupper, der støttede den afdøde diktator Muammar Gaddafi, for at stå bag, mens amerikanerne siger, at det er for tidligt at sige, hvem der er ansvarlig for angrebet og om de har medsammensvorne uden for Libyen.
Sent onsdag aften dansk tid slog en unavngiven amerikansk embedsmand dog fast, at der tydeligvis var tale om »et komplekst angreb.«
Den omstridte film har ikke kun vakt vrede i Libyen. Også i Tunesien og i Egypten har der været voldsomme protester, og i den egyptiske hovedstad Cairo, var der igen voldelige demonstrationer onsdag aften.