USA evakuerer ambassade i CAR

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK: USA har torsdag evakueret sin ambassade i Den Centralafrikanske Republik (CAR), mens oprørsstyrker nærmer sig hovedstaden, oplyser talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Patrick Ventrell, ifølge Reuters.

Al aktivitet på ambassaden er indstillet, og den amerikanske ambassadør samt det øvrige personale har forladt landet.

- Denne beslutning er udelukkende baseret på bekymring for vores medarbejderes sikkerhed og har intet at gøre med vores diplomatiske forbindelser til CAR, udtaler Ventrell i en erklæring.

USA har yderligere opfordret alle sine statsborgere til at forlade CAR.

Tidligere på ugen evakuerede FN også det meste af sit personale i det uroplagede land.

Oprørsgruppen Seleka mener, at præsident Francois Bozize har brudt sit løfte om, at oprørerne ville blive belønnet kontant for at nedlægge våbnene, da parterne indgik en fredsaftale i 2007.

BNB/Reuters