USA: De to amerikanske præsidentkandidater, Mitt Romney og Barack Obama, kæmpede om mikrofontiden under den anden af tre planlagte TV-dueller natten til onsdag dansk tid i delstaten New York, og her var det ordstyrerens fornemste opgave at sikre lige meget tale- og svartid til de to kandidater.

Ordstyreren i denne omgang var politisk korrespondent og TV-vært på CNN, Candy Crowley, og hun formåede ikke at løse den svære opgave, vurderer USA-ekspert Mette Nøhr Claushøj.

- Jeg mener faktisk, at ordstyreren var på Obamas side i den her debat, og det var ret klart, at hun ikke var fuldstændig uvildig. Hun styrede i hvert fald ikke debatten til Romneys fordel, siger hun til BT.

Ifølge en vælgermåling fra CNN efter debatten var Obama en klar vinder. 46 procent af vælgerne holdt på den siddende præsident, mens kun 39 procent udråbte Romney som vinder.

Ifølge CNN forsøgte Candy Crowley at forhindre begge kandidater i at tale over den tildelte taletid, men hendes forsøg var ofte forgæves. Det resulterede i, at Obama talte i alt tre minutter mere end sin modkandidat.

- Der var flere gange, hvor Obama kom med en eller anden kritik af Romney, og så ville han selvfølgelig have lov at svare, men det fik han ikke lov til, for så skulle de pludselig videre til næste emne. Det gik klart ud over Romney i hvert fald tre gange, og jeg kan ikke huske, om det gik ud over Obama en eneste gang. Det er selvfølgelig ikke særlig godt, lyder vurderingen fra Mette Nøhr Claushøj.

Hun spår samtidig, at der vil komme en modreaktion i pressen de nærmeste dage, hvis vælgerne, der har siddet og fulgt med i debatten, også har oplevet Candy Crowley som værende pro-Obama.

- Spørgsmålet er, om vælgerne har opfattet det som rimeligt eller uretfærdigt, at hun (Candy Crowley, red.) stoppede Romney. Hvis de har opfattet det som uretfærdigt, så vil det selvfølgelig vise sig i en sympatifordel til Romney på baggrund af det, siger Mette Nøhr Claushøj.

Det er første gang i 20 år i USA, at det er en kvinde, der er ordstyrer under en TV-debat mellem præsidentkandidaterne. Candy Crowley har speciale i USAs præsidentvalg, og har dækket valgene i de seneste 20 år.