USA dækkede over spejder-pædofili

Bølgen af sexskandaler synes ingen ende at have

Netop som amerikanske forældre troede, at der i det mindste var ét sted, deres børn var sikre i fremmede voksnes selskab, ruller endnu en sexskandale gennem USA. Denne gang er det de amerikanske drengespejderes groteske fortid, der afdækkes.

Og én ting er, hvad der skete. Noget helt andet er det, der ikke skete.

Ud af tusindvis af sager om sexmisbrug – primært imellem 1959 og 1985 – er det således kun en brøkdel af de pædofile voldtægtsmænd, der blev fyret eller for den sags skyld straffet.I byen Newton i staten Kansas indrømmede to spejderledere således helt tilbage i 1961, at de i årevis havde misbrugt drenge helt ned til ni-årsalderen.Under private fester, tog den ene spejderfører dreng efter dreng med ind på sit soveværelse, hvor han misbrugte dem seksuelt.I forbindelse med en politianmeldelse bekræftede de chokerede ofre hændelsesforløbet.Men i stedet for en straf fik begge spejderledere blot en advarsel om ikke at ’gøre det igen’. Og i sagspapirerne skriver en lokal anklager fra den amerikanske sydstat:- Hvis gryden ikke stinker, så lad være med at røre i den.

Sagerne blev skjult

Fire år senere – i en anden sydstat, Louisianna – henvendte en chokeret mor sig til den lokale politistation i Ouachita. Hun fortalte, at alle hendes tre sønner – to teenagere og én 11-årig gentagne gange var blevet voldtaget af deres spejderleder.

Den 31-årige spejderfører tilstod. Men efter en brevveksling mellem politiet og statens øverste spejderledelse blev man enige om, at gemme sagen ’for at skåne de amerikanske drengespejderes gode omdømme’. Og sådan fortsætter den uhyggelige læsning.De nye oplysninger, der har chokeret USA, kommer fra ikke færre end 14.500 hidtil hemmeligholdte papirer, der netop nu er blevet offentliggjort.Og misbruget fandt tilsyneladende sted i enhver amerikansk afkrog – fra storbyer i syd og nord, over småflækker i hele landet og til amerikanske militærbaser på den anden side af kloden – hvor de udstationeredes børn også var organiseret i spejderorganisationer.

En uhellig treenighed

Ingen ved endnu præcis, hvor mange sager det drejer sig om. Men det står allerede nu klart, at endnu en amerikansk institution er faldet i dyb vanære.

Først var det den katolske kirke, der måtte tilstå, at de i årtier havde dækket over et netværk af deres højt ansete præsters groteske sexmisbrug af mindreårige kordrenge mm. I år blev det så afsløret, at et af landets mest beundrede sportsuniversiteter, Penn State, også var et dække over cheftræner Jerry Sanduskys perverse seriemisbrug af mindreårige spillere.Og selv om de fleste sager i spejderskandalen nu er forældet, så vil ’Boyscouts of America’ aldrig igen have den samme stolte klang.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her