Pentagon er uenig i NGO'ers opgørelse over civile tab i Irak og Syrien, den USA-ledede koalition er skyld i.

Washington. Civile tab er uundgåelige i krigen mod Islamisk Stat. Men USA gør "alt, hvad der er menneskeligt muligt" for at undgå at ramme civile.

Det siger den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, i et interview på amerikansk tv søndag.

Siden 2014 har en koalition under ledelse af USA foretaget luftangreb mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. En række organisationer kritiserer koalitionen for, at disse angreb kræver stadig flere civile liv.

I et interview med tv-stationen CBS siger Mattis, at "civile tab er en af livets kendsgerninger i denne type situation".

- Vi gør alt, hvad der er menneskeligt muligt, i overensstemmelse med hvad der er militært nødvendigt, og tager mange chancer for at undgå civile tab, skynder Mattis sig at tilføje.

Præsident Donald Trump ønsker at optrappe krigen mod den militante gruppe i Irak og Syrien. Men det har en omkostning i form af flere dræbte civilpersoner, advarer ikkestatslige organisationer (ngo'er).

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er dog ikke enig i hverken de tabstal, NGO'erne fremviser, eller deres beskyldninger om, at det øgede pres under Trump-regeringen har med de civile tab at gøre.

- Vi har ikke neddroslet vores intention om at beskytte civile, siger Mattis.

Den amerikanskledede koalition har erkendt, at den har forårsaget 450 civiles død, siden luftangrebene mod Islamisk Stat blev indledt i 2014.

Airwars, som er en organisationen bestående af journalister og forskere der tæller civile tab i Irak og Syrien, mener derimod, at koalitionens luftangreb har kostet mindst 3681 civile livet.

Pentagon bekræftede torsdag, at et amerikansk luftangreb i den irakiske storby Mosul i marts kostede 105 civile livet.

Men Pentagon retter anklagen mod de jihadister, der havde skjult sprængstof i den bombede bygning.

/ritzau/AFP