KØB PLUS!

USA bremser yderligere FN-pres på Israel

Selv om FNs sikkerhedsråd har udtalt kritik af de israelske planer om nye bosættelser blandt andet på Vestbredden, står USA i vejen for, at det er muligt med yderligere handling fra FNs side.

GLOBALT: FNs generalsekretær, Ban Ki-moon og hele FNs sikkerhedsråd med undtagelse af USA kræver, at Israel øjeblikkeligt standser udvidelserne af bosættelserne i det østlige Jerusalem og på Vestbredden med 3.000. Det sker, efter premierminister Benjamin Netanyahu har slået fast, at Israel fortsætter planerne om udvidelse til trods for massiv kritik fra omverdenen. Det skriver flere udenlandske medier.

Men til trods for det fornyede pres, er det et amputeret sikkerhedsråd, der sender formaninger mod israelerne.

USA har kritiseret Netanyahu for beslutningen, men fordi stormagten nægter at gøre det i fællesskab med FN, er en større indsats ikke muligt. USA har nemlig blokeret for yderligere tiltag mod Israel og vil - som permanent medlem af Sikkerhedsrådet - kunne bruge sin vetoret mod en bindende resolution.

Ifølge udenrigsministeriets talskvinde, Victoria Nuland, bør hvert land stå for sin egne linjer, og at det er sådan, det fra amerikansk hånd er blevet afgjort.

I stedet har de andre 14 medlemmer udformet fire separate udtalelser som en Plan B.

- Drøftelser (omkring en resolution) blev holdt mellem medlemmerne af rådet, og et forsøg blev gjort... (for at se), om det 15. medlem kunne indpasses, siger Indiens FN-ambassadør, Hardeep Singh Puri, med henvisning til USA.

- Men da vi kom til den konklusion, at det ikke var sandsynligt, at det ville ske... blev det besluttet, at Plan B - som dette i virkeligheden er - var, at medlemmerne af rådet individuelt og i grupper lavede udtalelser, siger han ifølge Reuters.

I februar blokerede USA, som traditionelt set beskytter Israel i Sikkerhedsrådet, en resolution, som fordømte de israelske bosættelser.