Putin orkestrerede cyberangreb for at påvirke USA's præsidentvalg, siger tidligere minister for sikkerhed.

Russiske hackere angreb valgsystemerne i 21 af USA's 50 delstater forud for det amerikanske præsidentvalg i november.

Det oplyser Jeanette Manfra, der er fungerende viceminister for cybersikkerhed, under en høring i Senatets efterretningsudvalg onsdag.

Det lykkedes ikke hackerne at trænge ind i valgsystemerne i alle de stater, de angreb, siger hun, men afviser at sige, hvilke stater der blev ramt af hackerangrebene.

Samtidig understreger Manfra, at der ikke er beviser for, at der blev manipuleret med selve stemmeafgivningen eller optællingen.

Senatets efterretningsudvalg er i gang med en granskning af Ruslands indblanding i sidste års præsidentvalg.

Den tidligere minister for indenlandsk sikkerhed Jeh Johnson afgav ligeledes forklaring for et efterretningsudvalg onsdag. Det skete i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus.

Her forklarede han, at han var stærkt bekymret over de russiske bestræbelser på at trænge ind i det amerikanske valgsystem.

I en "voksende liste af stater" registrerede myndighederne "skanning og sondering omkring vælgerdatabaser", siger Johnson.

Det lykkedes hackere at trænge ind i enkelte databaser. Men heller ikke her er der tegn på, at der blev manipuleret med selve stemmeafgivningen eller optællingen.

Johnson siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at han er overbevist om, at den russiske regering "under ledelse af selveste Vladimir Putin orkestrerede cyberangreb mod vores nation med det formål at påvirke vores valg".

Johnson var minister for indenlandsk sikkerhed under præsident Barack Obama indtil januar i år.

/ritzau/