Mens Nicolas Sarkozy stadig regerede Frankrig, blev Élysée-palæet udsat for et snedigt cyberangreb, som USA beskyldes for at stå bag.

FRANKRIG: Under Nicolas Sarkozys sidste måneder som præsident, blev den franske præsidentbolig Élysée-palæet angiveligt udsat for flere cyberangreb iværksat af den amerikanske regering.

I hvert fald hvis man skal tro det franske nyhedsmagasin L’Express, som skriver, at franske cyberagenter i foråret fandt en elektronisk virus kaldet en orm på computerne i præsidentboligen. Ormen ved navn »Flame« skulle blandt andet kunne indsamle filer og strategiske dokumenter, tage skærmbilleder og aktivere mikrofonen på en computer for at optage samtaler, uden at computerens bruger har nogen anelse om, hvad der foregår.

Élysée-palæet har bekræftet, at et større hackerangreb fandt sted under Sarkozys sidste tid som fransk præsident. Men meget mere ønsker de franske myndigheder ikke at oplyse om.

Ifølge L’Express blev ormen opdaget efter anden runde af præsidentvalget, som fandt sted 6. maj, og det tog angiveligt de IT-ansvarlige tre dage at få ryddet op i systemet.

Ormen kan ifølge det franske magasin have tiltusket sig adgang via nogle få, men betroede ansattes Facebook-profiler - blandt dem var angiveligt præsidentens nærmeste medarbejder, generalsekretær Xavier Musca.

Sarkozy var dog tilsyneladende ikke selv udsat for et decideret cyberangreb, da han ifølge Financial Times ikke brugte en computer.

Franskmændene har ikke nogle klare beviser for, at USA står bag angrebet. Men adskillige unavngivne kilder siger til L’Express, at al efterforskning peger i retning af USA.

Den amerikanske ambassade benægter dog alle anklager.

- Frankrig er en af vores nærmeste allierede. Vores samarbejde er enestående på områder som efterforskning, opretholdelse af orden og cyberforsvar, skriver ambassaden i en pressemeddelelse.

Janet Napolitano, der er USAs minister for intern sikkerhed, var dog mere vag, da hun blev bedt om at forholde sig til sagen. Hun ville hverken be- eller afkræfte anklagerne men konstaterede blot »USA har ingen stærkere allieret end Frankrig, når det kommer til sikkerhed.«

USA er tidligere også blevet beskyldt for at spionere på blandt andet Iran ved hjælp af cyberprogrammer.