Uro i flere byer i Indonesien

Politiet har i løbet af mandag kæmpet mod blandt andet molotov-cocktails og stenkast fra vrede demonstranter foran den amerikanske ambassade i Indonesiens hovedstad. Også i andre byer er der vrede.

INDONESIEN: Protesterne over den islam-kritiske film »Innocence of Muslims« breder sig i Asiens største muslimske land. Mindst en betjent er såret af de kampe, der fulgte efter mandagens demonstration foran USAs ambassade i Jakarta, skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Samtidig har uroen spredt sig til byerne Medan og Bandung.

I Jakarta kastede demonstranter blandt andet Molotov-cocktails mod det hegn, der omkranser USAs ambassade, ligesom de også satte ild til et amerikansk flag uden for ambassaden. Derudover har de forsøgt at sætte ild til en brandbil.

Politiet har dagen igennem forsøgt at holde de vrede demonstranter væk fra ambassaden ved at bruge vandkanon. I alt har omkring 1.500 politifolk været på gaden for at dæmme op for de cirka 1.000 demonstranters adfærd.

Urolighederne i kølvandet på »Innocence of Muslims« tog for alvor fart med angrebet på det amerikanske konsulat i Libyen tirsdag i sidste uge, hvor ambassadør Christopher Stevens og tre ansatte blev dræbt. Efterfølgende har de spredt til blandt andet Egypten, Nigeria, Libanon, Sudan og Tunesien og altså nu Jakarta.

Størstedelen af de cirka 240 millioner indbyggere i Indonesien er muslimer, og det sydøstasiatiske land er det land i verden, hvor flest mennesker sværger til koranen og dyrker islam.

USA har indtil videre besluttet at trække landets diplomater ud af Sudan og Tunesien.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her