Kun 200 mødte op ...

Normalt spiller den amerikanske soul-legende Stevie Wonder for et sted imellem 10.000 og 25.000 tilskuere ad gangen.

Men i går måtte manden bag kanonhit som 'I Wish' og 'Isn't She Lovely' nøjes med 200 fans.

Stevie Wonder varmede oven i købet op for selveste Præsident Barack Obama før et vælgermøde i byen Cleveland i svingstaten Ohio.

Wonder er Barack Obamas absolutte musikfavorit

Men problemet var bare, at arrangørerne havde glemt at bringe beskeden videre.

Således tikkede beskeden til den ultrafine opvarmning først ud via twitter klokken 10:00 om morgenen. Og da Stevie Wonder bare en halv time senere indtog scenen på Cleveland State University, var kun 200 mennesker mødt op.

Og mange af disse troede ikke deres egne øjne. Var det virkelig Stevie Wonder.

- Jeg spiller én sang, og så går I over for at stemme, sagde Wonder, før han lagde ud med hittet 'Sir Duke'. 

Men ingen rykkede sig ud af brikken.

De ville nemlig ikke gå glip af noget. Og først da Stevie Wonders 30 minutters-sæt var forbi, gik fansene over for at stemme.

- Vi skulle nok have været lidt hurtigere, indrømmede arrangørerne efter koncerten.