Alle flygtninge og migranter, der ankommer til Ungarn, skal registreres. Samtidig vil økonomiske migranter blive sendt retur.

UNGARN: Ungarn vil ifølge landets udenrigsminister, Peter Szijjarto, sende alle migranter, eller såkaldte økonomiske flygtninge tilbage til det land de er indrejst til Ungarn fra, skriver Reuters.

Som situationen er i dag, vil det primært sige retur til Serbien.

Samtidig siger udenrigsministeren, at Ungarn vil registrere alle flygtninge og migranter, der ankommer til landet.

Peter Szijjarto siger, at Ungarn kæmper med problemer på grund af den enorme tilstrømning af flygtninge, der har fundet sted gennem de seneste måneder.

Et pres der tirsdag formiddag betød, at de ungarske myndigheder stoppede al togtrafik både til og fra den centrale banegård i Budapest og bad folk om at forlade stationen. Det sker efter, at flere hundrede flygtninge stormede togene mandag i et forsøg på at nå videre mod nord til Tyskland og Østrig.

»Vi har planer om at registrere alle migranter, selv om vi ikke er det første medlemsland, som de ankommer til. Vi vil registrere alle, der anmoder om asyl og vi vil gennemføre behandlingen,« lød det fra Peter Szijjarto på en konference i Slovenien.

»Hvis anmodningen bliver imødekommet, vil flygtningene få lov til at blive. Hvis ikke, har vi ingen mulighed for at give husly til økonomiske migranter. Vi kan ikke bære den byrde,« lyder det fra udenrigsministeren.