Smykker fra ung pige fundet under gulvbrædder i koncentrationslejren Sobibor i Polen.

Ved udgravninger i den tidligere nazistiske dødslejr Sobibor i Polen har forskere fundet smykker, som har tilhørt et eller flere kvindelige ofre, og de forsøger nu at finde frem til deres efterkommere.

Der er blandt andet fundet en trekantet halskæde, som øjensynligt har tilhørt en pige fra den tyske by Frankfurt, oplyser Verdens Holocaust Mindecenter Yad Vashem i Israel.

På den ene side af den trekantede halskæde står ordet 'Mazal Tov' ('Tillykke') på hebraisk. Der er påstemplet en dato: 3. juli, 1929 samt ordet 'Frankfurt'.

På den anden side er der et hebraisk bogstav for "Gud" samt tre små David-stjerner.

Smykkerne er fundet af en gruppe forskere fra Polen, Israel og Holland, som mener, at de er faldet ned gennem et hul i nogle gulvbrædder, da de blev taget af på vejen til gaskammeret.

»Findestedet var antageligt det sted, hvor kvinderne og pigerne skulle klæde sig af på vej til gaskammeret, og hvor deres hår blev klippet af. Derved er nogle ejendele faldet ned under gulvet,« siger forskere fra det israelske mindecenter.

Yad Vashem siger, at halskæden formodentligt har tilhørt en pige ved navn Karoline Cohn.

»Halskæden vækker mindelser om halskæden, som den jødiske pige Anne Frank havde. Anne Frank, som blev dræbt i koncentrationslejren Bergen Belsen, blev verdensberømt i kraft af sin dagbog.«

/ritzau/dpa