Orkanen Isaac vil ramme USA på eller omkring syvårsdagen for Katrina, der dræbte mere end 1800 mennesker.

Foreløbig har den tropiske storm dræbt mindst 10 mennesker i Haiti og Den Dominikanske Republik og forårsaget voldsomme oversvømmelser. Søndag aften dansk tid snittede den Florida Keys ved sydspidsen af Florida og fortsætter de følgende dage ind i Den Mexicanske Golf med retning lukt mod den sydøstamerikanske kyst.

Stormen forventes at tage kraftigt til i styrke og blive til en kategori 2-orkan med vindhastigheder, der ville koste ethvert kørekort.

Holder meteorologernes udsigter, når orkanen i land tidligt onsdag morgen amerikansk tid - på syvårsdagen for orkanen Katrina, som dræbte mere end 1800 mennesker, oversvømmede 80 procent af New Orleans og forårsagede ødelæggelser for milliarder af dollars langs Golfkysten.

Louisianas guvernør, Bobby Jindal, håber, at statens nye 90 milliarder kroner dyre oversvømmelsessystem vil skåne statens 15 lavtliggende sogne omkring New Orleans. Men som han siger til nyhedsbureauet Reuters:

- Der er virkelig intet, der kan sætte en stopper for, at denne storm opbygger sig.

Flere stater, heriblandt Alabama, Florida, Mississippi og Louisiana, har erklæret undtagelsestilstand. Lufthavne i Florida har til sammen aflyst op mod 1000 flyafgange. Den trend vil fortsætte i flere stater.

Snesevis af boreplatforme i Den Mexicanske Golf er blevet evakueret i forberedelserne til Isaacs ankomst, og mandag morgen på de asiatiske markeder blev en tønde olie solgt for 75 cent mere end dagen før.

Også den amerikanske valgkamp går Isaac ud over. Det republikanske parti har udskudt den officielle udnævnelse af Mitt Romney som partiets præsidentkandidat en dag.

På Twitter ønsker amerikanske brugere hinanden det bedste under orkanen. En skriver:

- Sikr vinduer og døre og forlad huset. Ting kan erstattes. Det kan du ikke.