Knap 100 millioner mennesker kan blive smittet med zikavirus, før at epidemien stopper igen.

Paris. Titusindvis af babyer kan blive født med invaliderende lidelser forårsaget af zikavirus, der i øjeblikket hærger Latinamerika og Caribien.

Det vurderer forskere i en ny undersøgelse offentliggjort mandag.

Omkring 94,5 millioner mennesker kan ifølge matematiske fremskrivninger blive smittet med virusset før epidemien stopper igen.

Af dem vurderes 1,65 million at være gravide kvinder. Det skriver holdet af forskere i tidsskriftet Nature Microbiology.

80 procent vil få milde symptomer eller slet ikke opdage, at de er blevet smittet med virusset.

Men zikavirusset kan være meget farligt for fostret, hvis en gravid kvinde bliver smittet. Virusset er mistænkt for at medføre hjernelidelsen mikrokefali, der kan lede til dødfødsel eller alvorlige invaliderende fødselsskader.

Blandt gravide kvinder, der er tidligt i graviditeten og dermed i højrisikogruppen, er der risiko for at mellem en og 13 procent af kvindernes fostre udvikler mikrokefali eller andre zika-relaterede komplikationer ifølge forskerne.

Undersøgelsens medforfatter Alex Perkins fra the University of Notre Dame i Indiana i USA forklarer, at det betyder:

- at en størrelsesorden på omkring titusinder på tværs af hele Latinamerika og Caribien realistisk set kan ende med at udvikle mikrokefali eller en relateret lidelse.

Medforfatteren specificerer, at tallet henviser til "levendefødte".

Alex Perkins siger, at fremskrivningen er "worst-case scenarie", men et "realistisk" et af slagsen.

Fremskrivningen tager ikke højde for kvinder, som muligvis udskyder undfangelse eller får en abort på grund af virusudbruddet.

- Jeg ved, at det ikke giver et særligt præcist tal, men jeg mener, at det er værdifuldt, da det i mindste giver et bud på et antal, hvilket er bedre end ikke at have nogen idé, siger han.

I Spanien har en kvinde smittet med zika mandag født et barn med mikrokefali. Moren blev smittet på en tur udenlands. Det er første gang, at en baby smittet med zikavirus bliver født i Europa.

Der findes ingen kur eller vaccine mod zika, der smitter gennem myg.

/ritzau/AFP