Kakerlakker, køkkenredskaber, der lå på beskidte reoler, og mad, der ikke er sat på køl. Det er, hvad de amerikanske fødevaremyndigheder har fundet under rutinekontroller hos blandt andet flycateringselskabet Gate Gourmet, der leverer mad til både Norwegian og SAS.

Advarsel. Når du har læst denne artikel, så er det ikke sikkert, at du nogensinde får lyst til at sætte tænderne i flymad igen. Dit forhold til flymad kan blive anstrengt.

Flymad ligger nemlig i top på listen over industrier, der bryder 'sundheds'-lovgivningen. Det viser en undersøgelse foretaget af USAs svar på fødevareministeriet, Food and Drug Administration (FDA). I løbet af de seneste fire år har den amerikanske styrelse noteret flycateringselskaber for ikke færre end 1.500 overtrædelse af sundhedsbestemmelserne. Og det er bestemt ikke småting, som overtrædelser lyder på.

Hos flyselskabet Delta er der fundet spor efter mus på et fly, og hos det store flycateringsselskab LSG Sky Chefs er der blevet noteret flere lovbrud. Blandt andet er der de steder, hvor selskabet opbevarer mad, fundet massevis af både levende og døde fluer omkring kasseret mad. Der blev desuden fundet kakerlakker, skriver den amerikanske nyhedskanal ABC News, der har fået aktindsigt i den amerikanske fødevarestyrelse kontrolrapporter.

Og kakerlakker blev der også fundet hos cateringselskabet Gate Gourmet, som er blevet landskendt i Danmark, efter at den tidligere direktør Amanda Jacobsen blev taget for millionsvindel i selskabet.

Hos Gate Gourmet, der leverer mad til blandt andet SAS og Norwegian, har de amerikanske myndigheder desuden fundet mange myg, køkkenredskaber lagt på beskidte reoler samt mad, der skulle have været sat på køl, men som ikke blev det.

Roy Costa, der er konsulent for fødevarebranchen og tidligere sundhedsinspektør siger til ABC News, at han mener, at flycateringindustrien er en 'tikkende bombe'.

- Man kan ikke have afføring fra insekter og gnavere samt døde insekter på disse steder, siger Costa med henvisning til de områder, hvor man opbevarer mad.

Gate Gourmet og de andre selskaber afviser, at de fund, som de amerikanske fødevaremyndigheder har gjort, er truende for passagernes helbred.

- Ingen af FDA's oberservationer af Gate Gourmet fra 2009 til 2012 indikerer en trussel mod flypassagerernes helbred - og de gav heller ikke anledning til en skriftlig advarsel, skriver Gate Gourmet i en meddelelse til ABC News.

Roy Costa er dog ikke helt enig i den vurdering:

- Disse fund er direkte trusler mod sundheden, siger han.