USA og Saudi Arabiens efterretningstjenester har pågrebet en al-Qaeda-mand, som de selv havde plantet i terrornetværket.

Den selvmordsbomber, som den amerikanske efterretningstjeneste CIA for nylig pågreb i Yemen med den påstand, at han planlagde et bombeangreb på et amerikansk fly, viser sig nu at være plantet der af en anden efterretningstjeneneste, som CIA samarbejder med. Det skriver New York Times.

Manden skulle ifølge de første meldinger have arbejdet på at gennemføre sit angreb med en bombe i underbukserne for at skade USA. Men han har nu vist sig at være en dobbeltagent, der skulle overbringe informationer om al-Qaeda i Yemen til blandt andet USA og Saudi Arabien. Det var blandt andet rapporter fra agenten, som i sidste uge betød, at USA kunne gennemføre et vellykket droneangreb på yemenitiske mål.

Pågribelsen af dobbeltagenten har da også givet efterretningstjenesterne i både USA og Saudi Arabien røde ører, vurderer CBS-korrespondenten John Miller, som selv har en fortid i FBI. Det er enhver efterretningstjenestes værste mareridt at afsløre en agent, som den selv har placeret i en organisation, forklarer han. Blandt andet fordi det afslører den hemmelige tjenestes operationelle metoder og sætter den pågældende agents sikkerhed over styr.

Ifølge AP skulle dobbeltagenten dog nu være bragt i sikkerhed uden for Yemen, og det samme gælder hans familie.

Underbuksebomben, som han har overdraget til CIA, er specialdesignet af al-Qaedas eksplosiveksperter og er bemærkelsesværdig og yderst farlig af flere årsager. Dels er den så lille, at den passer ned i et par underbukser. Og dels er den metalfri, så den ikke giver udslag, når den passerer metalscannerne i lufthavnen.