Ulykkelig mor: Hvor mange flere turister skal dø?

En mor kræver handling efter nye dødsfald blandt turister på Phi Phi-øerne i Thailand

'Hvor mange flere turister skal betale med livet?'

Det desperate spørgsmål kommer fra en norsk mor efter nyheden om, at to canadiske søstre fredag blev fundet døde på deres hotel på Phi Phi-øerne i Thailand.

Ligene af søstrene Audrey og Noemi Belanger på henholdsvis 20 og 26 år blev fundet af en stuepigen på det populære feriehotel Phi Phi Residence Hotel. De var dækkede af opkast, havde sår og blødte fra gummerne, og begge kvinders negle på hænder og tæer var blå.

Ifølge avisen Phuket News har politiet endnu ikke noget bud på, hvad der er sket, men peger på, at det kan være en forgiftning, der har taget livet af de to kvinder fra Quebec i Canada. Der er ikke tegn på, at vold har fundet sted i hotelværelset.

LÆS OGSÅ: Mystiske dødsfald chokerer i thailandsk ferieparadis

Norske Ina Thoresen mistede sin 22-årige datter Julie i 2009, og nu er moderen overbevist om, at de canadiske kvinder er offer for samme gift eller gas, som efter hendes mening kostede datteren livet for tre år siden.

- For os har tabet af Julie været en tragedie uden sidestykke. Men jeg tænker jo selvfølgelig på familien, som nu har mistet to piger, siger hun til den norske avis Dagbladet.no.

Den norske mor har skrevet et åbent brev til udenrigsminister Jonas Gahr Støre, hvor hun beder ham om at gribe ind personligt og kontakte sin canadiske kollega, så de to lande i fællesskab kan finde svar på de uopklarede dødsfald.

- Skandinavien og Canada sender flest turister til Thailand, så det er selvsagt i manges interesse, at de her sager bliver opklaret. De thailandske myndigheder har ikke vist nogen vilje til at opklare dødsfaldene, og det de har sagt om Julie er også beviseligt forkert, siger Thoresen til Dagbladet med henvisning til, at thailandsk politi sagde, at datteren var død af en blanding af alkohol og epilepsimedicin.

Julie Thoresens symptomer var næsten identiske med de symptomer, som syv turister døde af i Chiang Mai mellem januar og marts 2011. Dengang døde en amerikansk kvinde, en fransk kvinde, et engelsk par og tre kvinder fra New Zealand.

En new zealandsk TV-dokumentar afslørede sidste år, at de syvs hotelværelser var blevet sprayet med et giftigt middel mod væggelus - et potentielt dødeligt middel, som er forbudt at bruge indendørs i mange lande.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her