Der skal snarest lægges en plan for en våbenhvile i det østlige Ukraine, siger landets præsident. Rusland støtter fredsinitiativet, men understreger, at det er et anliggende for Ukraine.

HVIDERUSLAND: Der skal hurtigst muligt lægges en plan med henblik på at opnå en våbenhvile i det østlige Ukraine, siger landets præsident, Petro Porosjenko, efter et møde med Ruslands præsident tirsdag i Hviderusland.

Petro Porosjenko understreger samtidig, at en våbenhvile er betinget af, at begge parter går med til den.

»En køreplan vil blive udarbejdet med henblik på så hurtigt som muligt at opnå en våbenhvileordning, som absolut skal være af bilateral karakter,« siger den ukrainske præsident.

Forholdet mellem Rusland og Ukraine har været stærkt anspændt, siden Rusland annekterede Krimhalvøen og et separatistisk oprør blussede op i Østukraine. Ukraines regering har hævdet, at Rusland har forsynet separatisterne med våben, men det har Rusland nægtet.

Også en samarbejds- og handelsaftale mellem EU og Ukraine har anstrengt forholdet, ligesom energianliggender har lagt yderligere pres på naboskabet.

Efter tirsdagens møde understreger den russiske præsident, Vladimir Putin, at det er et anliggende alene for Ukraine at indgå en våbenhvileaftale med oprørerne, men at Rusland vil bidrage til fredssamtaler, og at nødvendigheden af en våbenhvile blev diskuteret på mødet.

Vladimir Putin oplyser ifølge Reuters også, at de to lande er blevet enige om at genoptage gasforhandlinger.